Den eksistentielle tænkning er en af de store filosofiske retninger i dette århundrede og har som sådan haft stor indflydelse på det kulturelle miljø i den vestlige verden. Ikke så meget på overfladen, som er præget af den teknologisk videnskabelige opfattelse, men mere som en underliggende modkultur, der især bliver tydelig i kunsten og litteraturen, men også i en række akademiske fag som teologi, pædagogik og psykologi. Den lever også i samfundsdebatten og i psykoterapien.
Her ved århundredeskiftet er det nok de færreste psykoterapeuter, ligegyldigt hvilke retninger de iøvrigt bekender sig til, som kan sige sig helt fri fra at være påvirkede af eksistentialistiske tankegange. Mange terapeuter opfatter sig også som eksistentielt arbejdende, på trods af at de arbejder på mange forskellige måder og ud fra meget forskellige opfattelser.
Der er ikke noget værk, som autoritativt kan siges at tegne eksistentialismen eller den eksistentielle terapi, og det er nok godt det samme. Eksistentialismen er mindre at forstå som en afgrænset kulturelt veldefineret retning eller teori end som en grundholdning, der kan findes i forskellige udformninger i forskellige historiske perioder. I princippet kan man arbejde eksistentielt på mange forskellige måder og ud fra mange forskellige teorier, så længe disse er set i sammenhæng med og klart underordnet den overordnede eksistentielle grundholdning.