Introduktion til foredragsrækken “Ægte tværfaglighed, valgfrihed og grænserne for den biomedicinske psykiatri”

Fra september til november 2018 kommer der tre nye foredrag samt et debatarrangement om det, desværre, stadig brændende spørgsmål omkring forholdet mellem psykologi og psykiatri. For netop forholdet mellem psykologi og psykiatri hører til blandt de filosofiske grundspørgsmål, som vi dårligt kan tillade os at forsømme, eftersom dets afgørelse har benhårde konsekvenser for tusindvis af menneskers grad af lidelse eller trivsel, og for vores samfund i det hele taget.

Om at indse begrænsningerne ved den biomedicinske ekspertise

Et af de første og meget mindeværdige psykiatriforedrag, vi havde, var da vi i 2012 i forbindelse med foredragsrækken “Nye veje i psykiatrien” havde besøg af den irske psykiater Pat Bracken. Med udgangspunkt i sin bog “Postpsychiatry: Mental Health in a Postmodern World” fortalte han bl.a. om de historiske omstændigheder, der gjorde, at man i sin tid begyndte på at internere mennesker med psykiske lidelser og afvigende adfærd på hospitaler ledet af læger. Og om hvordan der blandt mange af disse læger, siden begyndelsen, har været en stærk vilje til at forsøge at indordne dette nye område den samme grundlæggende naturvidenskabelige, biomedicinske og tekniske tankegang, som har ført til så mange epokegørende fremskridt for menneskeheden og videnskaben på det somatiske område. I Brackens optik står vi imidlertid i dag i ruinerne af dette storstilede projekt med at gøre psykiatrien til en “rigtig” videnskab i somatikkens billede, og frem for at fortsætte på denne måde var hans vision og budskab, at man i stedet burde blive langt mere bevidst om grænserne for anvendelsen af en biomedicinsk og teknisk logik i forhold til psykiske lidelser. Og i stedet rette sin primære opmærksomhed mod mening, magtrelationer og menneskers indlejring i den sociale virkelighed.

Dagen efter foredraget, hvor vi viste Bracken rundt i København, opsummerede han gårsdagens foredrag ved at påpege, at det for ham at se fremover må handle om, at psykiaterfaggruppen (ham selv inklusive) indser hvilke begrænsninger, der er i den biomedicinske ekspertise og vænner sig til at have en mere ydmyg rolle. Men det praktiske spørgsmål bliver så, hvordan det muliggøres at få en faggruppe – som det nuværende system giver en noget nær absolut definitionsmagt i forhold til, hvordan vi skal forstå psykisk lidelse og behandling – til at bevæge sig hen mod en mere ydmyg position? Enhver faggruppe og ethvert eksisterende system kan vel risikere at komme til at lukke sig om sig selv og forsvare “rigtigheden” i egen tankegang, og hvad kan vi overhovedet gøre ved det?

Grundlæggende forandring forudsætter politisk opbakning

At dømme efter artiklen “Psykologer om ny psykiatriplan: Den reelle kulturændring starter på borgen”, som kan læses på Dansk Psykolog Forenings hjemmeside, så har formand Eva Secher Mathiasen tilsyneladende indset, at en grundlæggende forandring i psykiatrien kræver opbakning fra politisk side. Har man fulgt lidt med i de senere års brydekampe, hvor Eva i forlængelse af psykolog foreningens udspil “En helhedsorienteret plan til fremtidens psykiatri” har forsøgt at genforhandle forholdet mellem psykologer og psykiatere, så forstår man godt hendes konklusion om, at intet rykker sig uden politisk vilje ovenfra. Som eksempel kan nævnes, da hun for et par år siden var ude og argumentere for større ansvar til specialpsykologerne i forhold til diagnosticering og behandling. Efter hendes udmelding kom overlæge og professor Poul Videbech med en kommentar i Dagens Medicin, der fik overskriften “Psykologformand med begrænset indsigt”. Her skriver han bl.a.: “Det er således vigtigt for patientsikkerheden, at alt personale er nøje trænet i at kende begrænsningerne for deres egen kompetence. Og her kniber det tilsyneladende for Eva Secher Mathiasen. Erkendelse af dette er meget vigtig for at kunne bidrage med sin monofaglighed til det tværfaglige teamarbejde omkring den enkelte patient. Et teamarbejde, hvor psykiateren i kraft af sin uddannelse har det endelige ansvar for diagnostik, differentialdiagnostik og for behandlingen. Et princip, der bl.a. af ovennævnte grunde er skrevet ind i lovgivningen på området”.

Enhver faggruppe har begrænsninger – også psykiaterne

For os at se, er der dog noget paradoksalt i at understrege, hvor vigtigt det er for patientsikkerheden, at hver faggruppe kender begrænsningerne for deres egen monofaglige kompetence, uden selv at udvise en lignende erkendelse. Der nævnes ikke i Videbechs kommentar noget om hvilke begrænsninger, der eventuelt kunne være ved psykiaternes monofaglige kompetencer. Omend det i vores optik må anses for klart, at ligesom at en psykolog kan komme til at gøre skade ved at psykologisere en lidelse, som i virkeligheden har en fysiologisk årsag, så kan psykiateren omvendt også komme til at gøre skade ved at forcere en biomedicinsk logik nedover fænomener, der er af psykologisk, social og relationel natur. Så hvis vi på denne måde tillader én faggruppe at være placeret øverst i det faglige hierarki og herved altid have det sidste ord i forhold til, hvad der er gyldig og relevant viden, så kan der naturligvis opstå problemer, som involverer risici for patiensikkerheden. Er der ikke nogen, som minder om, at også det psykiatriske fag og dets grundforståelser har sine begrænsninger, så svigter vi herved ikke blot psykologien og de forskellige andre fag og faggrupper, vi svigter også dem, som har brug for hjælp. Så her har vi et særligt ansvar som psykologer, politikere og samfund.

Er det på tide at droppe betegnelsen psykiatri?

Men hvordan kommer vi videre? For os at se, er Eva Secher Mathiasen inde på noget væsentligt i denne forbindelse, når hun identificerer det som et problem, at “vi holder fast i, at psykiatrien først og fremmest er et lægefagligt speciale.” Også Jens Einar Jansen, som er psykolog, specialist i psykoterapi og Ph.d., bringer tilsvarende refleksioner i spil i et debatindlæg bragt i Kristeligt Dagblad sidste år, hvor han stiller spørgsmålet: ”Er det på tide at droppe betegnelsen ”psykiatri”?” Hvilket allerede for mange år siden er sket i fx Norge, hvor betegnelsen for det selv samme system nu er ”psykisk helsevern”. Hvilket også får os til at tænke over, om vi her til lands bør overveje, om vi overhoved skal kalde området for ”psykiatrien”? For så længe vi tænker vores hjælpesystemer som ”psykiatri”, så har vi allerede givet køb på det helhedsorienterede og tværfaglige og lagt hele området ind under ét bestemt domæne. Her det lægefaglige med dets særlige biomedicinske forståelsesramme. Anskuet fra denne vinkel er der derved desværre også noget selvmodsigende i psykolog foreningens udspil om “En helhedsorienteret plan til fremtidens psykiatri”, for igen, så længe vi forstår det som “psykatri”, er der ingen sand helhedsorienteret, ægte tværfaglighed og måske heller ikke nogen valgmuligheder, fordi én forståelsesramme stadig dominerer hele området startende allerede ved betegnelsen og hele vejen igennem.

Derved handler det således, for os at se, måske egentlig ikke om udviklingen af “fremtidens psykiatri”, men snarere om afviklingen af psykiatrien i traditionel forstand. Til fordel for et egentligt helhedsorienteret og tværfagligt system. Måske et system hvor hver faggruppe i højere grad er sig bevidst om ydmyghed i forhold til begrænsningerne i éns egen faglighed og i forhold til faglig og videnskabelig viden i det hele taget. Side om side med en respekt for og ydmyghed omkring værdien af støtte og vejledning fra personer med levet erfaring, personer der har haft svære livsomstændigheder og ekstreme tilstande helt tæt inde på livet (recovery-mentorer, peer-støtte osv.). I et system som dette ville psykisk nødlidende mennesker have større grad af frihed, valgmuligheder og derved medindflydelse qua de flere forståelsesmodeller og tilgange, der ville være repræsenteret og ligeværdigt anerkendt og tilbudt. Hvilket man må formode samtidig også ville sprede sig ud i andre vigtige kontekster, der på nuværende tidspunkt ligeledes præges af den biomedicinske forståelsesrammes perspektiver og tilgange. Kontekster som vores daginstitutioner, skoler og internettet. Såvel som familier, venskabsrelationer etc., da også den almene diskurs og folkekultur bærer præg af diagnosetænkning og begreber som fx ”psykisk sygdom”.

Om efterårets arrangementer

Siden foredragsrækken, som Bracken var en del af, har vi i Forum afholdt andre psykiatrirækker også, der har bidraget med kritiske vinkler, vigtige nuancer og flere også med inspirerende bud på alternativer til den nuværende praksis og tilgang. Vores oplevelse er, at der er sket meget de seneste år. At flere og flere fagpersoner og psykisk nødlidende stiller spørgsmålstegn ved et for ensidigt biomedicinsk fokus, men at det samtidig kan være et svært felt at navigere i, som det ser ud nu, hvis man har afsæt i andre forståelser. Med efterårets foredragsrække “Ægte tværfaglighed, valgfrihed og grænserne for den biomedicinske psykiatri” går vi derfor yderligere i dybden med netop spørgsmålet om, hvordan vi kommer videre. Vi har orienteret os både herhjemme og udenlands og inviteret en række personer, der med hver deres indfaldsvinkler bidrager med konstruktive og konkrete bud på noget nyt:

25/9. Anders Juhl Rasmussen, adjunkt, postdoc., Ph.d. ved Institut for Kulturvidenskaber – Kommer og fortæller om faget “Narrativ medicin”, et nyt felt indenfor patientbehandling, der har udgangspunkt i læsningen af skønlitterære tekster, skriveøvelser m.m. Men også siden 2017 et obligatorisk fag i starten af medicinstudiet og siden 2016 et valgfag på de sundhedsfaglige kandidatuddannelser, hvor de studerende trænes i deres evne til indføling, refleksion og selvrefleksion samt det at få øje på det hele menneske, ikke kun diagnoserne.

8/10. Trond F. Aarre, psykiater, afdelingschef ved Nordfjord psykiatrisenter i Norge – Kommer og holder foredraget ”Context matters – towards a reframing of psychiatry”. Han ønsker grundlæggende en øget menneskeliggørelse af systemet baseret på ligeværd. Et system hvor sygdomssproget fjernes, og hvor der er et langt større fokus på at forstå det, som rent faktisk foregår i patienternes liv og er vanskeligt for dem. Trond er aktuel med bogen ”En mindre medisinsk psykiatri”, der udkom tidligere i år og er opfølger til hans tidligere bog ”Manifest for psykisk helsevern”.

23/10. Lucy Johnstone, klinisk psykolog i UK, med en baggrund indenfor både mental health settings og academia – Hun vil introducere os for den nylige (ca. 400 siders) engelske udgivelse ”The Power Threat Meaning Framework”, som hun er medforfatter af, og hvis ambition det er at tilbyde et brugbart alternativ til psykiatrisk diagnosticering og den biomedicinske, psykopatologiske måde at forstå psykisk lidelse. Lucy er ligeledes forfatter af flere artikler, kapitler og bøger, hvoraf den senest udkomne er bogen ”A Straight Talking Introduction to Psychiatric Diagnosis”.

7/11. Trine Torp, tidligere psykolog og nu fuldtidspolitiker som psykiatriordfører for SF; Jens Einar Jansen, psykolog, specialist i psykoterapi, Ph.d., arbejder i både psykiatrien ved Psykiatrisk Center København og i egen privat praksis; Nina Tejs Jørring, børne- og ungdomspsykiater, formand for overlægerådet i psykiatrien i Region Hovedstaden, blogger på DenOffentlige.dk; og Sidsel Høgenhaug, oplægsholder, skribent og tidligere bruger af psykiatrien gennem 12 år, læser i dag til sundhedsteknologiingeniør på Aarhus Universitet. – Debatarrangement, der, inspireret af Jens Einars indlæg, vil foregå under overskriften ”Er det på tide at droppe betegnelsen psykiatri?”.

Der kan ses videoer og læses mere om hvert af foredragene og debatarrangementet i undermenuerne eller via klik på foredragsholdernes navne og debatarrangementet ovenfor.

Links:

For mere information om foredragsholderne/debatdeltagerne og deres tanker og arbejde.

Anders Juhl Rasmussen

Romaner hjælper læger med at forstå unge med angst: De er uhyggeligt præcise

Forskeren forklarer: Fortellinger som medisin

Trond F. Aarre

Menneskeliggjøring av tjenestene

En mindre medisinsk psykiatri

Lucy Johnstone

Introducing the Power Threat Meaning Framework

A Straight Talking Introduction to Psychiatric Diagnosis

Trine Torp