I foråret 2023 vil temaet for vores foredrag omhandle eksistentiel psykologi og terapi i praksis. Vi får besøg af tre praktikere til at fortælle om, hvordan de arbejder med eksistentiel psykologi, filosofi i terapeutisk praksis – henholdsvis Rasmus Villum Olsen, Mette Vesterager og Iver Hecht.
Ét er at kunne tale om eksistensen, den eksistentielle psykologi, filosofi, kunst eller noget helt femte… noget andet er at kunne gøre eksistentiel psykologi og terapi i praksis. Oversættelsen mellem (ofte) svært tilgængelig litteratur, egne kroppe og sind som på forskellig vis stritter imod og så konkret praksis – altså gjort eksistentiel psykologi og terapi – kan være og er ofte en vanskelig størrelse. Det er heller ikke en oversættelses- og praksiskunnen som er ganske udbredt blandt psykologer og andre relationsprofessionelle. Derfor inviterer vi dette forår til denne foredragsrække.
Alle kan være med, uanset hvor i livet interessen for eksistensen måtte være opstået.